Store Blåkilde-stien - 2 km

Store Blåkilde er en af Rold Skovs mest besøgte naturperler og ikke uden grund, for den er en af Danmarks største og mest vandrige bassinkilder. Stien er relativt nem for alle aldre, og selve kilden er et smukt syn i alt slags vejr og på alle årstider. Kilden ligger i et kær med pilekrat, anemoner, orkidéer, engblommer og blomstrende græsser.

Store Blåkilde er en betydelig leverandør af vand til Mariager Fjord. Vandet føres af Villestrup Å til fjorden gennem skønne dale. Det rene kildevand har givet anledning til megen overtro. Den dag i dag kan du se mønter på bunden af kilden, der hvor sandet ikke hvirvles op af det udstrømmende grundvand. Kommer du i maj måned, i de tidlige morgentimer, er der en god chance for at høre nattergalen synge.