Krigen på Helberskov Bjerg

Foto fra Nordjyllands Historiske Museum viser forhandlingerne i Helberskov d. 10.5.1945. Her ses bl.a. (3. mand fra venstre) den tyske oberstløjtnant, som ikke ville opgive "bjerget"

I landsbyen Helberskov, øst for Hadsund, ligger en stor bakkeø som blev skabt i istiden.

"Bjerget" i Helberskov har den særlige historie, at det var det sidste sted i Europa, hvor 2. verdenskrig sluttede, og mens resten af Danmark fejrede befrielsen var Helberskov området stadig besat.

Befrielsen kom først til Helberskov på Kr. Himmelfartsdag, den 10. maj 1945, hvor en engelsk panservognsgruppe kom til stedet og tvang den tyske oberstløjtnant til at opgive den stærke tyske befæstning på Bjerget. Løjtnanten var ellers fast besluttet på "at kæmpe til sidste mand" som Hitler havde opfordret til.

Den tyske befæstning på bjerget omfattede bl.a. 4 styk 76 mm. kanoner med en rækkevide på 18 km, 4 luftværnskanoner, 8000 stk. skyts til luftværnskanonerne + 2000 granater til kanonerne. Desuden fandtes flere hundrede landminer, mandskabsrum og meget andet.

I  1995, i forbindelse med 50-året for Danmarks Befrielse, blev der rejst en sten på bjerget med indskriften: HELBERSKOVS BEFRIELSE 1945. Midlerne var samlet ind blandt egnens beboere, da mange synes, at det var en god ide, at der blev rejst et sådant minde.

Du kan også læse den ulykkelige historie om Ib Welling fra Als Odde, som blev anholdt efter ordrer fra den tyske oberstløjtnant, og skudt ned af tyskerne, mens resten af Danmark fejrede befrielsen.

 

  • Information

    Find vej!

    Fra Als kører man sydpå mod Als Odde. Følg skiltningen til Als Odde og Helberskov. Bjerget ligger på venstre hånd, lige inden du kommer ud af Helberskov landsby.