Kirker

Foto: Mariager Kirke (rest af klosteret ses til højre)

Visit Mariagerfjord har lavet en overskuelig webpublikation med kort og beskrivelser af alle kirkerne i Mariagerfjord området. Se her

Mariager Kirke og Kloster

Det er ikke tilfældigt, at vi har valgt at beskrive Mariager Kirke her på hjemmesiden. Kirken har engang været en af Danmarks største kirker, og klosteret havde i middelalderen en enorm magt, og ejede jorde og godser i hele Jylland. Selv fjorden har fået sit navn efter klosteret.

Kirken er bestemt er et besøg værd! 

Mariager Kloster har sin egen lille udstilling i et rum, der er åbent for beøgende. Her fortælles om stedets spændende historie. Haven ved klosteret er offentlig tilgængelig, og her kan du se og læse om de lægeurter og planter, som munke bl.a. bragte med sig til Mariager i Middelalderen. 

Mariager Kloster blev stiftet i 1446 af Birgittinerordenen, en velanset klosterorden, som var meget populær i middelalderen blandt adelen i Nordeuropa.

I 1460 startede birgittinerordenen et imponerende kirke og kloster byggeri, og ca. 20 år senere stod en klosterkirke i katedralstørrelse færdig. Det kan være svært at forstille sig, hvordan den mægtige kirke har set ud i middelalderen, for selv om kirken ser stor ud, som den er i dag, udgør den kun 1/4 af den oprindelige kirkes størrelse. Kirken var i Middelalderen 75 meter lang, og både tårnet og loftet i kirkens midte var ca. 10 meter højere end i dag.

Inde i Mariager Kirke ligger Stygge Krumpen fra Børglum Kloster også begravet, og om ham er der mange spændende historier. Du kan læse mere om myterne om Stygge Krumpen her

Kirken i dag

Mariager Klosterkirke har gennemgået omfattende renoveringer i nyere tid, og i dag er den en levende sognekirke, der er kendt for sine kirkekoncerter og for sit orgel – et orgel der godt kan leve op til kirkens tidligere pragt og storhed: orglet har 46 stemmer, 3054 håndlavede piber og vejer sammenlagt 8 ton. Det er bygget af den franske orgel bygger Bernard Aubertin i 2010, og har kostet 12,5 millioner kroner at opføre.

Den er normalt åben for besøgende mellem kl. 10-16. Under kirkelige handlinger er kirken lukket for turister. Udstillingsrummet i klosteret er normalt åbent i samme tidsrum som kirken. 

Forespørgsler om rundvisning i Mariager kirke eller kloster: Mariager turistkontor tlf.: 70271377 eller Mikkel Skovsbo, tlf.: 27612670.

Klosterets storhed og fald

Af det store klosterkompleks som birgittinerordenen byggede, er huset til højre for kirken, det eneste der er tilbage. 

I Middelalderen herskede en fast tro på, at straffen for at have syndet i dette liv kunne mildes, hvis man forærede penge og jordisk gods til kirken og klosteret. Om jyderne var særlig syndige ved vi ikke, men Mariager Kloster blev hurtigt et af landets mest velhavende, og ejede over 600 godser og gårde over hele Jylland. I kølevandet på klosterets mange aktiviteter voksede en livlig handelsby frem - byen fik navnet ”Mariager” efter klosteret. Men Klosterets storhedstid blev kort:

I 1536, kun 90 år efter at klosteret blev stiftet, vendte reformationen op og ned på magtforholdene i Danmark, og klosteret med alle de tilhørende ejendomme blev overtaget af kongemagten. Munkene og nonnerne fik lov til at leve deres tid ud i klosteret, hvor den sidste nonne døde i 1585. Herefter befalede kongen, at klosteret skulle ombygges til landbrugsejendom. Mariager by fik brugsretten til kirken, men med dertil hørte også byrden med at vedligeholde den store kirke.
Den generelle nød og fattigdom, der prægede det efterfølgende århundrede, gjorde det umuligt for Mariager sogn at vedligeholde klosterkirken, desuden hærgede flere krige gennem Jylland, og gjorde voldsom skade på kirkens inventar og bygninger.


I slutningen af 1700-tallet besluttede man sig for at rive de stærkt forfaldne klosterbygninger ned, på nær bygningen til højre for kirken. Kirken, som var i en sørgelig tilstand, blev delvis revet ned og ombygget til den korsformede skikkelse, som den har i dag.

  • Information

    Find vej!
    Se adresser på alle kirker i Mariagerfjord området her

    Mariager Kirke:
    Klosterstien 12, 9550 Mariager