Frisdalslot mindesten
I Kirkedalen ved Valsgård har der for omkring 500 år siden ligget et slot ved navn Frisdal. I dag er der ikke meget tilbage af slottet, det eneste synlige tegn er mindestenen, gemt lidt af vejen i buskadset ved siden af stien. Præcis hvornår og hvorfor slottet forsvandt, er der ingen der ved. Til gengæld har slottet sit helt eget tragiske sagn:
Tilbage i den mørke middelalder blev herremanden Mogens Fris's søn bortført. Mange år senere skulle herremandens tre smukke døtre fra Frisdal Slot til kirken i Oplev. I Kirkedalen blev de brutalt overfaldet og voldtaget. De kæmpede bravt, men blev dræbt alle tre. Da en af røverne samlede byttet sammen, fik han øje på et brændemærke på den ene af pigernes nøgne blodige skulder. Brændemærket var præcis det samme, som han selv havde. Det var den bortførte søn, der nu havde voldtaget og dræbt sine egne søstre. Han var opvokset og opdraget hos røverbanden, der havde taget ham, da han var en bette knægt.
Ifølge sagnet sprang der herefter tre kilder frem, hvor overfaldet havde fundet sted – de hedder naturligvis Frøkenkilderne. Herremanden byggede siden Valsgård Kirke til minde om sine tre døtre.
-
Information
Sådan finder du vej!
Kør efter: Frisdalsvej 18, Valsgård, 9500 Hobro. Efter Frisdalsvej 18 ligger der en lille P-lomme til venstre i svinget, her må du parkere. Et skilt viser vandreruten mod mindestenen. Mindestenen møder du på turen ned i dalen, på højre side af stien.