Linddalene er et kuperet og afvekslende skovområde, hvor bøgeskoven står tæt på bakkerne, mens hede og overdrev breder sig i dalene og bliver plejet af græssende dyr. Spor fra fortiden er gravhøje, diger, hulveje og ’Bøgerøller’, der er bøgetræer med mange stammer. På turen kan du være heldig at støde på grønspætten og den sjældne Nordlige fugleedderkop.
Den danske fugleedderkop (Atypus affinisen) er sjælden, og findes kun få steder herhjemme. Linddalene er et af disse steder. Den er slet ikke nær så stor som sine slægtninge i de tropiske lande - "kun" ca. 2 cm lang bliver den.
Man kan kende edderkoppen på dens meget store giftkroge. Dem bruger den til at hugge i de smådyr den lever af - især bænkebidere, fluer og tusindben.
Edderkoppen lever i huller i jorden, og omkring oktober/starten af november kan man være heldig at se hannerne ude i det fri, hvor de kravler rundt og leder efter en mage.
Noget om stednavnet "Linddalene"
Skrevet af museumsinspektør Lise Andersen, Hadsund Egns Museum
I forbindelse med fredningssagen på det område, der i dag på Geodætisk Instituts kort kaldes "Lindale", har der været nogen debat om, hvordan stednavnet egentlig bør staves: Er det "lin" (der kan betyde enten hør eller stejl skråning) eller "lind" (som trænavnet), der danner forleddet, og skal efterleddet være i bestemt form eller ubestemt - dale eller dalene?
Allerførst må vi konstatere, at navnet ikke hører til de registrerede. Der er altså ikke noget centralt navneregister, der kan give os løsningen. Det må derfor være på sin plads at undersøge, hvordan navnet skrives i ældre kilder.
Det ældste dokument, hvori navnet optræder, er dateret 1.1, 1468. Desværre kendes dette skrift kun i en afskrift fra 1655.
På dette tidspunkt skrives " Louendall". I et originalt dokument fra 15.8, 1477 skrives "Lunddal". Der er således ingen tvivl om, at det oprindelige forled hverken var "lin" eller " lind", men "lund" (lille skov).
Allerede i 1600 tallet er det dog afløst af træbetegnelsen "lind". Det ses f.eks. i engbogen fra 1683, hvor der skrives "Linddalen". På matrikelkortet fra 1798 skrives "Lind Dalene".
I jysk sprog faldt udlydende vokal bort allerede i middelalderen.
Et "e", der betegner flertal, kan altså godt være forsvundet, så de gamle former på -dal eller -dall egentlig står for flertal, altså -dale. Hvis vi dvæler lidt længere ved dialektformerne, så har navneforskeren Kr. Hald i 1958 optegnet navnet i lydskrift: "?len-,då-len", altså bestemt form.
Formen "Linddale" anvendes på generalstabens/Geodætisk Instituts kort frem til 1946-udgaven. Men fra 1966-udgaven afløses denne hævdvundne form mærkeligt nok af "Lindale". Gordon Albøge fra Institut for navneforskning har knækket nødden, hvorfor det sker. Han har fundet ud af, at det er Geodætisk Instituts rekognoscent, der har lanceret den i 1961, hvor han skriver navnet "Lindalene" (altså bestemt). Han skriver i et notat, at navnet er "således stavet af befolkningen". Med hensyn til bestemthedsendelsen er det jo rigtigt, som det også fremgår hos Kr. Hald, men hvad det manglende d angår, synes der at foreligge en misfor-ståelse. Skal vi ændre på den skrivepraksis, der fra officielt hold har været brugt de sidste årtier, må vi til at skrive: Linddalene.
