Gravhøje
Foto: Fra gravkammeret i Kongehøjen
Rundt om Mariagerfjord findes et stort antal fredede gravhøje. Nogle ligger som små næsten umærkelige forhøjninger på marker og i skovområder, mens andre rejser sig som markante landskabsmarkører. Gravhøje er rejst over ligbrændinger, jordfæstegrave eller over skjulte stenbyggede kamre. Alene i bronzealderen, opførtes mere end 100.000 gravhøje i Danmark. På Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside "Fund og Fortidsminder" kan du på et kort finde alle registerede gravhøje i Mariagerfjord området.
Her på siden kan du læse om et par af de mest markante:
-
Information
KongehøjenSådan finder du vej:
Kongehøjen ligger på Hobrovej, over for Memstrupvej, mellem Mariager og Hobro, øst for landsbyen Katbjerg.
Der er parkering ved højen.Hohøj
Sådan finder du vej:
Fra Mariager køres af Havndalvej ca 1,5 km. Herefter drej til højre af Hohøj skovvej. Der er skiltet mod højen.Lundshøj
Sådan finder du vej:
I Valsgård drejes af ved Skovbovej. Du skal følge vejen ligeud til den bliver til grusvejen Lånhusvej. Ad lånhusvej drejer man til venstre første gang vejen deler sig. Herefter kan man se gravhøjen
Kongehøjen
Kongehøjen er en af Danmarks bedst bevarede langdysser, og den er bestemt et besøg værd! Et fantastisk bygningsværk fra bondestenalderen (omkring 5.500 år gammel) Her kan du kravle gennem de smalle gange ind i gravkamrenes mørke, og lade fantasien og forundringen få frit spil. I dag er gravkamrene tomme. Men da langdyssen var i brug, var det herinde, højtstående medlemmer af samfundet blev gravsat med forskellige gaver og personlige ejendele. Ved Kongehøjen findes skilte der fortæller historien om højen, og de menneskerne der byggede den.
Hohøj
Hohøj ligger 110 m over havet, og er Mariager Fjord områdets højeste punkt.
Hohøj stammer fra bronzealderen, og et sagn fortæller at Kong Ho hviler her, begravet i højen siddende på sin hvide hest, med alle sine skatte rundt om sig.
Sagnet fortæller også, at det er gået galt for alle dem, som har prøvet at få fingrene i Kong Ho's gravskatte gennem tiden.
Udsigten fra Hohøj er utrolig flot, over skov, fjord, mark og hedelandskab. Man kan se 75 km frem for sig på en god dag.
Læs mere om hohøj her
Lundshøj
Mellem Valsgård og Mariager Fjord ligger Lundshøj, en gravhøj fra bronzealderen med en fortryllende udsigt over Kielstrup sø, fjorden og skovene.
Man kan parkere lige ved siden af højen. Hvis man fortsætter hen ad vejen forbi højen kommer man ned i skoven forbi Kielstrup sø, og videre langs fjorden til Stinesminde, som er et lille idylisk fiskeleje. Flere steder på turen får man et fantastisk kig ud over fjorden.